Reformisme i tre simple skridt
Nedenfor hvad der i mine øjne er den mest oplagte, måske eneste mulige vej til en gennemgående forandring af samfundet til en mere social og bæredygtig model.
Nedenfor en note om reformisme, magt og socialisme. Hvis den teoretiske uortodoksi skurer i den kritiske læsers oplevelse anbefales det at man starter der.
Trin 1: Økonomisk lighed
Det første skridt mod et socialistisk samfund må nødvendigvis være at vinde opbakning for projektet. Dette kræver tiltag der først og fremmest skaber mærkbar forbedring i levevilkår og dermed demonstrerer socialismens velgørende kraft, via tiltag der har potentiale for bred appel også udenfor vanlige venstrefløjsvælgere. Samtidig skal tiltagene kunne indføres uden at det skaber en modreaktion i det kapitalistiske system der æder de tiltænkte fordele op, eventuelt direkte ansporer kapitalister til handlinger der måske skader dem selv men skader resten af samfundet og dermed indtrykket af tiltagene endnu mere.
Dette er en minimumsløsning, en form for førstehjælp til et system der bevæger sig ud af balance med stigende ulighed og miljømæssige problemer.
Indføres det, vil det være et stort fremskridt i forhold til økonomisk balance, men er utilstrækkeligt til et reelt selvjusterende system. Den lave skat i bunden er ikke nok hvis der ikke følger ydelser med, formueskatten sikrer en vis ligevægt men udelukker ikke en bevægelse mod et ekstremt ulige samfund der omfordeler præcist nok til at det ikke bryder sammen.
Formålet er at skabe et fundament der umuliggør en ulighed der stiger ubæredygtigt, og samtidig muliggør bæredygtige valg mht forbrug på individuelt niveau og mindre kollektive tiltag.
Tiltag:
-
Beskat formue over 250.000 med 1%
-
Dobbelt ejendomsskat
-
20% beskatning på avance ved boligsalg
-
0% moms på frugt og grønt
-
Hæv personfradraget til det tredobbelte (evt dobbelt person og beskæftigelsesfradrag)
Samlet vil dette give de lavest tjenende 70% ca 150 mia kroner, svarende til ca ~10% mere disponibel indkomst . og de højest tjenende 30% tilsvarende mindre disponibel indkomst/forbrug. Svarende til forbedring af GINI fra ca 30 til 25.
Fordelingen mellem 70% og 30% er helt bevidst. De højest tjenende og formuende 1% besidder ikke midler nok til drastisk at forbedre vilkårene for den brede befolkning, men spredes beskatningen til de top 20% - progressivt således at de højest tjenende procent betaler mest er der midler til at skabe reel forbedring samtidigt med at en tilstrækkelig stor del af befolkningen oplever en gevinst til at der ud fra ren egeninteresse kan skabes opbakning.
Dette er gennemsnitsbetragtninger; der vil naturligvis være enkelte med lave indkomster og store formuer der vil miste penge, der skal derfor samtidig indføres et program for opkøb af ejendom til almen udlejning for dem hvor ændringen betyder de ikke længere har råd til deres hjem.
Da hovedformålet er at skabe begejstring og opbakning for venstrefløjenspolitik er der i dette skridt meget begrænsede tiltag angående bæredygtighed. Men der er dog moms på frugt og grønt - desuden vil den dobbelte ejendomsskat også angå landbrugsjord hvilket forventeligt vil have en lille negativ betydning for prisen på landbrugsjord
Trin 2: Begyndende skridt mod reelt økonomisk demokrati og bæredygtig økonomi.
Økonomisk demokrati indebærer at arbejderne kontrollerer produktionsmidlerne og ikke ligger under for udbytning af rentierer. Den måde dette kan opnås gradvist og gnidningsfrit i et kapitalistisk samfund er ved gradvist at overføre kapital fra kapitalisterne til folket, gennem en formueskat.
Dette er også den mest bæredygtige brug af midler tilvejebragt ved formueskat fordi man ellers forskubber balancen i økonomien og øger forbruget mens man mindsker investering/opsparing. Men man kan omfordele formuen og dermed det forbrug den i sidste ende muliggør.
Dette trin indebærer også mere håndfaste tiltag mht et mere bæredygtigt samfund.
Tiltag:
-
UBI/borgerløn i form af negativ indkomstskat på 50% vs 60% af gennemsnitsindkomst. Dvs man betaler/får forskellen fra ca 260 t.kr; har man en indkomst på 10 t.kr får man således 125 t.kr oveni, har man en indtægt på 760 t.kr betaler man derimod 250 t.kr i skat.
Dette erstatter alle nuværende skattesatser og fradrag.
Dette erstatter eksisterende overførsler omend nuværende høje overførsler bevares ved at “måltallet” hæves. Det betyder at beskæftigelsessystemet kan gøres frivilligt og halveres eller mere.Omfordelingen ved de ovenstående satser er vidtgående, kombineret med en topskat. Ca 250 mia omfordelt til de lavest tjenende 80%, svarende til GINI på 20%
-
Formueskat på 2% på formuer over 500.000 kr. Denne finansierer ikke længere fradrag, men derimod et folkedividende; pengene indbetales som pensionsopsparing (og dermed ikke/reduceret til pensionister), og kan eventuelt anvendes til investeringer i egen virksomhed eller andel i kooperativer. Over tid vil dette overføre ca 40% af de formuendes formue til de uformuende, og sænke formue GINIen til 41% fra de nuværende 71%.
En formueskat på 2% vil sandsynligvis møde stor modstand fra markedet og kapitalister. Indførelsen af dette skridt forudsætter derfor en regional, europæisk bevægelse, således at kapitalflugt og internationalt pres kan håndteres.
Dette er første skridt til økonomisk demokrati. Det står arbejderen frit om han ønsker at eje en andel af egen virksomhed eller mange, men det muliggør at arbejdere kan pulje deres ejerskab og opnå betydelig indflydelse.
-
Fjern topskattefordele ved pensionsopsparing
-
Større skat på landbrugsjord. Landbrugsjord beskattes for nuværende langt lavere end beboelse. Ved at hæve beskatningen af landbrugsjord kan man sænke prisen på denne hvilket letter statslige opkøb, finansieret af lån i nationalbanken, (mål opkøb/omlægning af ca 30%, prisfald på ca 10%)
-
Ekstra moms på miljøbelastende varer, grøn check. Fx 50% moms på oksekød, flyrejser og lignende. Det er afgørende at sådanne afskrækkende afgifter 1:1 betales tilbage til folket i form af grøn check. Derved bliver tiltaget hverken socialt skævt eller indskrænkende. I gennemsnit vil et sådan system således tillade præcist det samme forbrug som nuværende blot omfordelt så lavere indkomster får mulighed for at forbruge mere end aktuelt. Men samtidig vil de høje priser formodentlig afskrække folk fra at forbruge i samme grad trods de højere indtægter og tendensen vil derfor forventeligt være et mere bæredygtigt forbrug.
Da tiltagene er noget mere vidtgående, og mere åbent udfordrer den kapitalistiske model kræver de både stor opbakning og forsigtighed i indførelsen. For det første bør de først forsøges indført når trin 1 til fulde er opnået, for det andet bør den demokratiske opbakning søges enten ved at splitte det parti der har indført trin 1 i et mere moderat og et progressivt parti, således at vælgerne ikke tvinges til at vælge mellem umiddelbar egeninteresse og bæredygtighed.
Jeg forestiller mig ikke at de tre trin kan overstås på en valgperiode eller to. Realistisk vil de kræve op mod en generation pr trin for at opnå den nødvendige opbakning og accept i befolkning og embedsværk, hvis ikke omstændighederne sætter dsig igennem til en generel folkelig accept af behovet for handling i et helt andet tempo.
Desuden er det risikofyldt at indføre en 2% formueskat nationalt, det risikerer en langt større reaktion end 1%. Ideelt set bør den sidste % derfor indføres på europæisk, regionalt plan.
Trin 2 vil med lang større sikkerhed kræve heftige kampe for at blive indført og opretholdt. Selvom overførslen af kapital til individuelle arbejderes hænder ikke principielt udfordrer kapitalismen så er det strukturelt og magtrealistisk en gradvis afmontering af den kapitalistiske magtstruktur, med enormt potentiale for forandring og modmagt. Klassisk socialisme bliver det givetvis først i det øjeblik arbejderne vælger at eje deres kapital i fællesskab og lokalt på egen arbejdsplads, og mens trin 2 giver denne mulighed er det ikke sikkert det vil være det almindelige. Men selv uden dette er det brede ejerskab af kapital et afgørende skridt mod et økonomisk demokrati.
Trin 3: Økonomisk demokrati.
Vi har nu indført alle de nødvendige mekanismer, men skruer dem nu op til det nødvendige og ideelle niveau.
Tiltag
-
Langt større skat på landbrugsjord, penge sat af til indkøb finansieret af nationalbanken, mål om at op mod 80% af nuværende landbrugsjord gøres til natur, primært ejet af offentlige institutioner.
-
Progressiv formueskat over 2%, fx en ekstra % hver gang borgeren har mere end det dobbelt af den gennemsnitlige formue. Fortsat omallokering som folkedividende. Kapitalisternes formue reduceres til omkring 20% af den nuværende.
-
Hæmmende skatter på miljøbelastende varer og uerstattelige ressourcer herunder el og vand, fx 200% på oksekød og flyrejser - større grøn check
-
Omfordelingen ved borgerløn øges således at der føjes et tillæg til, fx ved at hæve den grønne check yderligere gennem top skat. Mål for GINI ca 15, hvilket er en radikal lighed; højtlønnet job omkring det dobbelt af lavtlønnet. Selvvalgt lediggang over 1/3 af en højtlønnet stilling.
Ved fuld indfasning er dette reelt et postkapitalistisk samfund da kapitalisterne besidder en meget lille andel af den samlede økonomi, og arbejderne individuelt eller i fællesskab har ejerskab og kontrol over stort set hele produktionsapparatet, men funktionelt er det ikke nødvendigvis et radikalt anderledes samfund, blot revolution i hvem der forbruger - den vundne frihed muliggør dog radikale ændringer i prioritet og leveform.
Erfaringen viser, at mennesker er langt mere tilbøjelige til at indgå i fælles løsninger, når deltagelsen er et positivt, trygt valg — ikke et resultat af økonomisk pres eller tvang.
Et samfund, hvor alle borgere har betydelig økonomisk handlefrihed og ejerandele i produktionen, skaber derfor langt bedre forudsætninger for, at frivillige kollektive løsninger, kooperativer og fælleseje kan opstå nedefra. I den forstand er trin 3 ikke et brud med socialismen — men et samfund, hvor socialisme som levet praksis bliver mere sandsynlig, fordi den vælges til, ikke påtvinges.
Skridt 4 Socialisme
Trin 3 Fører reformismen til sin grænse, og med den økonomiske formåen frihed og magt folket tilføres er det i princippet muligt at samfundet derfra udvikler sig uden top-down politisk indblanding - men samtidig er markedsøkonomien i princippet stadig til stede. For en kapitalist er det sikkert ikke til at skelne fra socialismen, men en socialist vil se de mekanismer der stadig består i markedet på godt og ondt. Men et fuldt indfaset trin 3 er det ideelle samfund til at gennemføre den endelige revolution hvis man ønsker at skille sig helt af med det gamle samfund og skabe et nyt.
Note om socialisme, kapitalisme og vejen derhen
Når jeg bruger ordet socialisme, tager jeg udgangspunkt i en ret enkel idé:
Socialisme betyder, at kontrollen over – og udbyttet fra – produktionsmidlerne i overvejende grad tilfalder arbejderklassen og befolkningen som helhed.
Kapitalisme betyder omvendt, at produktionsmidlerne primært kontrolleres af kapitalister - dvs kapitalejere der ejer tilstrækkelig meget kapital til at de kan leve heraf – og at det i sidste ende er deres interesser, der styrer produktionen. Det betyder også, at de fleste samfund i praksis rummer elementer af både socialisme og kapitalisme på samme tid. Spørgsmålet er ikke, om markedet findes eller ej – men hvem der dybest set har magten over produktionen, investeringerne og værdiskabelsen.
Socialisme er dermed ikke nødvendigvis ensbetydende med, at staten ejer alle virksomheder. Ejerskab kan have mange former – men afgørende er, om kapitalens magt over produktionen brydes, og om udbyttet ikke længere primært tilfalder kapitalisterne.
Reformisme, revolution og magt
Jeg betragter ikke reformisme som et alternativ til et brud med kapitalismen — men som den eneste realistiske måde at opbygge den folkelige styrke, organisering og bevidsthed, der gør et reelt brud muligt.
Uden en bred, folkelig opbakning kan der ikke skabes et varigt brud med kapitalismen. Og hvis den opbakning først findes, er voldelig revolution hverken ønskelig eller nødvendig i sig selv. Men det betyder ikke, at kapitalen frivilligt giver magten fra sig, eller at en socialistisk udvikling sker uden modstand. Tværtimod må vi forvente:
-
økonomisk pres
-
politisk sabotage
-
mediekampagner
-
og i værste fald udemokratiske modreaktioner
— i takt med at magten reelt forskydes væk fra kapitalen.
Derfor forstår jeg revolution ikke som et romantisk øjeblik, men som en betegnelse for dét historiske brud, der kan opstå, når en demokratisk, socialistisk udvikling mødes af så hård modstand, at systemet selv skaber bruddet. Reformer er dermed ikke målet i sig selv — de er midlet til at opbygge magt, organisering og demokratiske institutioner, der kan bære et samfundsskifte.
Bevægelse og stat – begge dele er nødvendige
De politiske forslag, jeg skitserer, handler om de tiltag, der mest direkte og mindst kaotisk kan flytte magt og ejerskab i retning af socialisme. Men ingen politisk beslutning kan stå alene. Ethvert skridt giver nye muligheder for at organisere produktion, fællesskab og politisk deltagelse nedefra — og netop de strukturer er afgørende, hvis et socialistisk samfund skal være mere end en juridisk konstruktion.
Vi skal derfor ikke kun bygge på Christiansborg — men i fagbevægelsen, i lokalsamfund, på arbejdspladser, i nye ejerformer og kollektive projekter. Kun sådan står vi stærkt nok til både:
-
at udnytte de muligheder, reformerne åbner
-
og at modstå den modstand, som uundgåeligt følger med et reelt brud med kapitalens magt
Målet er ikke at tilpasse os kapitalismen — men trin for trin at gøre kapitalismen overflødig.
Det er en ordentlig mundfuld og så sandelig en debat værd. Jeg er helt enig i, at reformer er den eneste realistiske vej til en bedre verden. Og der er brug for, at der bydes ind med tiltag (som du gør her), så det brede flertal kan se og forstå, at det frie marked er destruktivt for planeten, fordi det i praksis driver en negativ udvikling.
